Julian kigger tilbage i mod sofaen, og træder så et skridt tilbage. "Du rejser dig bare, efter jeg har sagt at jeg savner dig." Hvisker han stille, og rækker ud og tager fat om hans håndled, mens han blot ser på ham. "Fordi du.. Er bange for at se sandheden i øjnene?" Julian har altid været ret klog på mennesker, og til tider har hn også været klog på Julian. Ikke altid at han kunne forstå hvad han lavede, og hvorfor han reagerede som han gør. Men lige nu læser han ham som en åben bog.
Han vender sig om, da han mærker Julians greb om hans håndled, og hans åndedræt føles og lyder tungere i hans hoved nu, mens hjertet banker i hans bryst. "Sandheden?" spørger han og bider sig i underlæben, og ser ind i Julians øjne. De står tættere end de har gjort længe lige nu.
Julian kigger ham i øjnene, og synker så en klump i halsen. Forsigtigt trækker han hånden til sig og nikker forsigtigt. "At du savner mig." Siger han så, og fjerner ikke sit blik fra Leons øjnene. Enten så får han Leon til at indrømme at han har ret. Eller så kæmper Leon i mod og siger nej og skynder sig hjem. Eller, så har Julian bare slet ikke ret i hvad han siger.
"Som kæreste."
"Som kæreste."
Han ser ned mod jorden, da ordet 'kæreste' bliver sagt og lyder rundt i hele værelset. Han tør ikke se ind i Julians øjne lige nu, han ville være alt for nem at finde ud af så. "Det, Julian .. jeg har jo lige .." han har helt svært ved at forklare sig nu.
Julian kigger stadig Leon i øjnene, på trods af at Leon ikke gør det. Han retter hovedet lidt på skrå. "Hvad Leon?" Siger han insisterende, og håber virkelig på at høre et svar, som han vil kunne lide at høre. Ikke noget med at Leon vil have Rebecca. Men at Leon vil have Julian. Det vil nok redde hele Julians aften. Og de næste par mange dage..
Han synes pludseligt der bliver varmt, og han fører den ene hånd om bag nakken. Hans udtryk er helt melankolsk og såret, han har virkeligt ikke lyst til at gøre det her. Han er også bange for, at Julian bare ville bede ham om at gå igen. "Det .. det er ligemeget." sukker han opgivende og lukker øjenlågene hårdt i og bider sammen. Han må tydeligvis anstrenge sig for bare at stå ret og han prøver at samle sig mod til bare at gå.
Julian kigger på ham og han sænker så blikket ned i gulvet da han hører hvad Leon siger. Han synker en klump i halsen, og knuger så hånden om halsen. "Men du savner mig?" Siger han så og retter blikket op på ham, og retter hovedet på skrå. "Savner du slet ikke.. At vågne op sammen med mig?" Spørger han med en klump i halsen. "At falde i søvn ved siden af mig? Jeg savner dig hele tiden.."
At Julian fremkalder alle de små ting og minderne omkring dem, gør det bare alt andet end nemt for Leon. "Stop" beder han ham med en svækket stemme og han ser ind i Julians øjne. Han kan ikke klare at hører på det, nu de har slået op. Han prøvede jo bare på at komme igennem det, og han fik Rebecca. Men nu føler han sig helt såret og trængt op i en krog igen.
Julian bider sig i underlæben og nikker så forsigtigt. "Undskyld." Siger han stille, og retter så blikket væk fra ham, og tager så en dyb indånding, og ligger armene over kors. De var slet ikke en god idé med alt det vin, og en film der fik følelserne frem i Julian. Årh han er så vred, samtidig med at han virkelig bare har lyst til at græde. Alle mulige modsatte følelser, på én gang.
Da Julian siger undskyld ånder Leon tungt ud og hans skuldre sænkes. Han er i hvert fald ikke glad lige nu. Det var ikke meningen, at det skulle være gået i den her retning. Han ser på Julian, som kigger væk nu. "Jeg burde gå" gentager han sig så, og træder et skridt bagud.
Julian kigger på Leon og han trækker så bare svagt på skulderene. "Sikkert." Mumler han stille og klør sig i nakken. Det går lidt op for Julian at slaget ligesom er tabt. Han får nok ikke Leon igen, og det er alt sammen hans fars skyld. Han kigger hen i mod tvet, og presser læberne i mod hinanden. "Vil du have filmen med eller?" Spørger han en anelse kejtet, og retter blikket tilbage på Leon.
Stilheden opstår for et øjeblik. Da han nævner filmen er Leon ikke rigtigt tilstede i samtalen, han tænker på alt muligt andet. Han hørte ikke hvad Julian sagde, han kigger bare ned i jorden, med hænderne i bukselommerne, tavs og overvældet ved det hele.
Julian kigger på Leon, og han løfter så det ene øjenbryn af at han bare står der. "Leon?" Prøver han igen, og træder så hen i mod ham og tager fat i hans skulder, og kigger på ham. "Skal du have filmen med?" Spørger han så endnu engang, og retter hovedet på skrå. "Hvad er der?"
Han reagerer først, da han mærker hånden på sin skulder, og han kigger en smule forskræmt op i et ryk med hovedet. Han kigger på Julian og presser læberne sammen mod hinanden, inden han ånder ud i et langtrukkent suk. Han synes slet ikke han svare. Det er det hele. Der er ikke noget, der er som det skal være. Men det kan han ikke sige til Julian.
Han fjerner ikke blikket fra Leon, men at han ikke siger noget skræmmer ham en smule. Det er i disse situationer som denne, at han ikke aner hvad han skal sige til Leon, Nu kan han ikke læse ham, overhovedet. Som om han bare har åbnet en bog op, der foregår på latinsk.
"Leon?" Siger han så igen og kigger ham i øjnene, og trækker så sin hånd til sig. Måske kom de ind på et lidt for ømt emne.
"Leon?" Siger han så igen og kigger ham i øjnene, og trækker så sin hånd til sig. Måske kom de ind på et lidt for ømt emne.
"Ja, ja .. jeg er her stadig" cutter han ham bare af med og vifter ud med hånden, inden han lukker armene rundt omkring sig. Han er stille igen. Der går et stykke tid, inden han siger noget. "Det var også hårdt for mig." siger han så endeligt.
Julian nikker så og holder blikket på Leon. Han træder et skridt tilbage og han nikker så forsigtigt. "Ja.. Det forstår jeg også godt." Hvisker han så stille, og retter blikket ned i gulvet, og puster ud i mellem sine læber. "Jeg ved ikke.. Hvad jeg skal sige. Ender det med at komme fra ham, og han ryster så let på hovedet.
"Ved du ikke hvad du skal sige? Hvad med undskyld? Du smed mig bare ud, Julian .. ligesom min far. Det var fejt." siger Leon så, oprørt og såret. Hans øjne er småblanke, og han har holdt det han sagde inde længe.
Julian kigger så på Leon, og han bider så tænderne sammen og nikker. "Ja." Siger han så, og tager en dyb indånding, og retter blikket til siden, og ryster så på hovedet af sig selv. "Det ved jeg godt." Mumler han så, og bider sig i underlæben. "Men det var ikke fordi der var noget i vejen med dig." Hvisker han så stille, og fører en hånd ned over sit ansigt.
Ved virkelig ikke om Julian skal sige det med at Leons far afpressede ham.. Det virker bare oprigtigt at sige det nu)):
Moderators: NoahVincent