Dk Roleplay

Then do it, yas

okok!

Leon ser på ham, utilfreds da han ikke får sin undskyldning. "Det må der jo have været, siden du ikke kunne få mig ud hurtigt nok. Det værste var at se, hvordan du gik og var dagene før også. Du havde planlagt det længe. Hvordan du skulle slippe af med mig. Jeg blev så ødelagt indeni .. jeg ville ikke virke svag overfor dig, men du knuste mit hjerte, Julian." indrømmer han så og tårer vælder op i hans øjne.

Julian kigger så på Leon og han ryster så ivrigt på hovedet og tager en dyb indånding. "Nej." Siger han så, og kigger på Leon med alvorlige øjne. "Det ikke min skyld. Det ikke din skyld, okay?" Siger han, mens han kigger ham i øjnene.
"Det er din far. Han har ødelagt det hele." Hvisker han så stille, og knuger sine hænder sammen, og har nu selv fået tårer i øjnene. "Det ham der er skyld i det her, Leon.." Hans stemme ender med at knække over, og han tager en dyb indånding.

"Hvad mener du?" spørger han, tydeligvis rundt på gulvet, da han igen bringer hans far op som emne, som han efterhånden har gjort mange gange- kunne der være noget han havde overset? Han ser til siden og tører øjenkrogen fri fra tårer og ser på Julian igen.

Julian presser læberne i mod hinanden, og træder så et skridt tilbage og kigger lidt rundt i stuen. "Den dag.. Jeg skulle hente medicin til dig." Starter han ud med, og retter så blikket på Leon, og kigger på ham med tårer fyldte øjne.
"Der gav din far mig ikke bare medicinen uden videre. Jeg skulle selvfølgelig gøre noget for det." Hvisker han så lavt, og blinker let med øjnene da tårerne triller ned ad hans kinder.

Bliver nødt til at gå i seng. Umenneskeligt træt. Svare imorgen!

OkAAAY!! naatttt

Leon kan ikke tro Julians ord. Det ville ligne hans far, som han engang var, men ikke nu. "Det kan ikke passe, han har ændret sig" benægter Leon og ryster på hovedet af Julian med udspilede øjne. Han træder et skridt tilbage og ligger armene over kors.

Julian kigger på Leon og han ryster så på hovedet. "Jeg mener det Leon, hvorfor skulle jeg lyve for dig?" Siger han og kigger ham i øjnene, og håber virkelig at Leon bare vil tro på ham nu. "Han sagde jeg skulle slå op med dig, i hvert fald holde mig fra dig.. Så du kunne komme hjem og bo igen, og så vil han sætte dig op med Rebecca." Siger han tager sig så lidt til hovedet. "Ellers vil du ikke få medicinen, og han vil ødelægge altf or mine forældre.. Og jeg vil bare hjem med det medicin, og hvad skal jeg gøre når han også truer min familie på den måde?"

Leon ligner en som lukker alle lyde omkring ham ude i det øjeblik, men han bearbejder også hvad Julian fortæller ham. Det han siger giver jo god mening, men det gør alligevel ondt. At vide, at hans far overhovedet ikke har ændret sig det mindste. Han var ikke glad for Leons tilbagevenden, han var kun glad, fordi han holdt sig fra Julian og vendte tilbage til gamle illusioner og pigevaner. Han elsker ikke Leon, og han ville ikke være stolt af ham, hvis ikke det var for han var sammen med hende. Det hele rammer og overvælder ham på en gang. Han har ikke ville indse det, men nu kan han ikke se bort fra det. Han stirrer tomt ud i luften bag Julian og tager en dyb indånding, som får hans hjerte til at sænke helt, sådan føles det i hvert fald. Han bider noget af sin underlæbe i sig og sænker hovedet lidt. Han ved Julian har ret.

Julian står lidt stille, og vælger bare at holde sin mund for nu. Han ved at lige nu går der sikkert en masse tanker igennem Leons hoved, som han lige skal have tid til at gå igennem. Men lidt efter træder han dog ind i mod ham, og placerer sin hånd på Leons skulder, og prøver at få øjenkontakt med ham.
"Undskyld Leon." Starter han så ud med, og aer ham forsigtigt over håret. "Jeg skulle have sagt det tidligere.." Hvisker han hæst, og trækker så sin hånd til sig. Egenetlig frygtede han at Leon faktsik var blevet vild med Rebecca, og havde glemt Julian for længst.

Han står stadig stille og stiv som et bræt, da Julian ligger en hånd på hans skulder. Hans undskyldning betyder intet, selvom Leon ved at Julian mener det. Den ændre ikke på alt der er sket. Han ser op på Julian. "Du skulle have sagt det til mig. Så jeg kunne ordne det. Nu er det forsent." siger Leon, med et dystert syn på sagen og synker en smule sammen i sin kropsholdning igen. Han fatter ikke at Julian rettede sig efter hans far. At han kunne gøre det.

Julian kigger på ham og han kommer så med et dybt suk og slår lidt ud med armene. "Hvad skulle jeg gøre Leon?" Spørger han så med et sorgmodigt blik i øjnene, og træderr så et skridt tilbage, og tager sig til hovedet. "Jeg vil gerne have du fik dit medicin, for.. Ellers ved jeg ikke hvad der ville ske. Vi to vi skændtes over den mindste ting, du kunne jo ikke styre dig. Og jeg vil ikke have det skulle gå ud over mine forældre. Jeg håbede på at du ligesom indså det selv. At der kun var én grund til at din far lod dig komme indenfor igen, og det var pga. Rebecca. Men i så så glade ud sammen til festen, så jeg troede at du måske.. Var forelsket i hende? Jeg ved det ikke.."

Han trækker bare på skuldrene. "Måske er jeg forelsket i hende." slår han bare stædigt fast med en ujævn stemme og ser på Julian med et blik, som han håber er overbevisende nok, og ikke afsløre alle de mange følelser Leon stadig gemmer på om Julian.

Julian retter blikket på Leon, og kniber så øjnene sammen over det han siger. "Hvad?" Siger han så, og ryster så på hovedet, og ligger armene over kors og retter blikket væk fra ham. "Nej.." Siger han så stille, og lukker øjnene et kort øjeblik. "Men jeg elsker dig jo." Siger han så stille og kigger tilbage på Leon, med bedrøvede øjne. "Jeg tro ikke på dig.."

Hans hjerte banker svageligt, men stiger hurtigt i takt, da Julian siger, at han elsker ham. Han har længtes efter de ord, mere end han selv troede. Han bryder dog ikke ud af den hårde skal, og står fortsat bare og kigger på Julian, som om der var mere at sige. Hvorfor tror han ikke på ham? Hvad er det, som ikke virker overbevisende nok? Leon har jo holdt sig væk, så vidt han kunne, det sidste stykke tid. Det er kun glippet en enkelt gang, efter filmen. Han blinker med øjnene og venter.

Julian kigger på Leon, og står bare og kigger ligeså stumt som Leon gør. Han bider tænderne sammen, for tanken om at Leon måske er forelsket i Rebecca dræber ham vrikelig. Jo mere han tænker over det, jo mere har han bare lyst til at ligge sig ned og græde.
"Nå.." Siger han så stille, og tager en dyb indånding, og kigger tilbage i mod tvet. "Skulle du have filmen med eller hvad?" Ender han med at spørge, og går hen til dvd maskinen, og får dvden ud.

Hans øjne følger Julian, da han går hen for at tage fat i dvd'en. "Hvorfor tror du ikke på mig?" spørger han, så neutral i stemmen som han kan formå at være i den situation, hvor de næsten begge to lige har stået og grædt. Han ser op og ned af Julian og skiller læberne, i undring. Han forstår ikke hvordan Julian kan se igennem ham. Det kan folk ellers aldrig.

Julian retter sig op, og putter dvden i dens beholder, og lader den så ellers ligge på bordet. "Fordi du laver altid et eller andet slags forsvar, når jeg nævner det. Du prøver ligesom at forsvare dig selv, og det er sket før Leon. Før vi blev kærester, så prøvede du også at bilde dig selv ind at du ikke var forelsket i mig, alligevel kyssede du mig og jeg ved ikke hvad.." Mumler han, og ender med at rette sig helt op, og kigger så på Leon.